Kategori: Dirigenten

Musikledelse er både et håndværk og en kunstnerisk disciplin. Det håndværksmæssige gør at faget har en masse konkrete metoder og færdigheder tilknyttet, mens det kunstneriske i høj grad giver plads til meget personlige og subjektive forhold.

Al musikudøvelse består af en individuel blanding af teknik og ”magi”. Det tekniske kan vi næsten alle sammen lære (hvis vi gider), mens ”det magiske” er langt sværere at definere. Et andet, og måske mere korrekt, udtryk for magi er ”musikalitet”, altså vores individuelle forståelse af musikkens væsen.

For enhver musiker gælder det om at få teknikken og musikaliteten/”magien” til at smelte så meget sammen som overhovedet muligt. Hvad hjælper en højt udviklet, dyb musikalitet hvis ikke man har styr på sine fingersætninger, sin holdning eller embrochure?

For at gribe an til ovenfor så er teknikken knyttet til det håndværksmæssige, mens musikaliteten er knyttet til det kunstneriske.

En musikleder skal ligesom alle andre musikere have en højt udviklet musikalitet. Ellers har man ikke noget at komme med! Og ligesom alle andre musikere skal en musikleder have en højt udviklet teknik. Hvis ikke dirigentens gestik stemmer overnes med dennes musikalitet, kan musikerne eller sangerne ikke bruge den til noget.

Som musikleder skifter man mellem flere kasketter. Dels er man musikpædagog, hvor man lærer fra sig overfor ensemblet. Samtidig er man kunstner – dirigent – der former og fortolker musikken. Endelig er man ofte også en slags administrator med forskellige praktiske opgaver.

Musikpædagogen har sine primære opgaver i indstuderingsarbejdet. Her bruger man al sin viden og pædagogiske indsigt på at lære musikken fra sig.

Kunstneren (dirigenten) samler det hele i et musikalsk udsagn. Dirigenten er først for alvor på banen i koncertsituationen, hvor pædagogens arbejde bør være ovre.

I det daglige arbejde, særligt med kor, er det primært disse to roller man veksler imellem. Pædagogen og Kunstneren har mange overlap, men under korprøven er det alligevel værd at være sig skiftet mellem rollerne bevidst. Tidligt i indstuderingsforløbet er Pædagogen mest på banen, mens Kunstneren kommer mere og mere på arbejde som koncerten nærmer sig.

Den sidste kasket – Administratoren – handler om at musiklederen ofte har nogle praktiske opgaver omkring ensemblets virke, eksempelvis planlægning af koncerter og prøveforløb.

I et skole- eller gymnasiekor vil det være nogle af de primære administrative opgaver, mens et kor der fungerer selvstændigt (måske under en aften- eller musikskole) ofte også har opgaver omkring fundraising og PR mv. Disse opgaver udføres typisk i samarbejde med en bestyrelse, men i praksis er det ofte korlederen der mere eller mindre underforstået har det primære ansvar.

Når man står overfor ensemblet er man Lederen. Man har ansvaret og det sidste ord. Når det ovenfor er benævnt ”lederrolle” skal det tages meget bogstaveligt: uanset om man er det flinkeste og mest omgængelige menneske på jorden er man nødt til at tage en vis gammeldags ”boss”-mentalitet i brug. For nogle opleves det som at man er nødt til at spille en rolle.

Uanset om det falder én let eller svært skal man som musikalsk leder tage det ansvar og agere med autoritet. Det kan man sagtens gøre med venlighed og respekt (det er faktisk nødvendigt at gøre det på den måde), men man er nødt til at være sig det ansvar bevidst.

Styring og inspiration

Musikledelse er også to-delt på andre områder: på den ene side skal man som musikleder/dirigent bestemme og lede et ensemble og på den anden side skal man inspirere musikere og sangere til at yde deres bedste.

Jim Daus Hjernøe, professor i rytmisk korledelse v. Det Jyske Musikkonservatorium, taler om ”det intelligente kor”. Begræbet dækker over at medlemmerne i et hvilket som helst kor har en grundlæggende musikalsk bevidsthed – jo højere musikalsk bevidsthed (‘musikalitet’) hos medlemmerne, des bedre kor. Dirigenten skal altså være klar over at kormedlemmerne besidder nogle evner og kompetencer, men dermed kan dirigenten samtidig tillade sig at kræve af kormedlemmerne at de tager et større med-ansvar for både arbejdsprocessen og koncerten.

Det kræver en stor evne til at motivere. Når dirigenten arbejder med koret, skal instruktionerne på en eller anden måde appellere til sangernes musikalske bevidsthed, så alle inddrages i den kunstneriske skabelsesprocess. Samtidig skal man som dirigent stadig udstikke kursen. Ikke nogen let balancegang, men når det lykkes skaber det ren magi for alle!

Et stykke musik kan realiseres på et næsten uendeligt antal måder. Der er 1000-vis af små og store parametre at tage stilling til. Prøv bare at finde 3 forskellige indspilninger af samme stykke (eller endnu bedre: hør 3 forskellige kunstnere spille det live), og bemærk hvor forskelligt de tolker noderne.

En ting er en musiker der bare ”er sig selv” med sit instrument. Noget helt andet er det når flere musikere/sangere er samlet i et større ensemble eller kor. Solisten skal kun blive enig med sig selv om tolkningen, mens koret eller orkestret består af mange individer der skal samles om et fælles udtryk.

I musikudfoldelse er der sjældent plads til det demokrati vi ellers gerne slår et slag for. Tænk på den tid det vil tage hvis et helt kor eller symfoniorkester skulle være enige om alt inden man spillede den første tone.

Løsningen er naturligvis DIRIGENTEN!!! Han/hun har sat sig helt ind i værket der skal opføres og truffet alle væsentlige beslutninger omkring udførelsen. Med andre ord: fundet frem til en tolkning. Dirigentens job er nu at overføre sin tolkning til ensemblet.

Hvor en ”almindelig” musiker indstuderer og øver sig med sit instrument, må dirigenten indstudere musikken med sig selv, før vedkommende går til ”instrumentet”, dvs. koret eller orkesteret.