Indstudering med koret – anden fase

drejer sig om at få satsen til at fungere. Efterhånden som stemmerne sættes sammen kan der opstå problemer i nogle stemmer. Det skyldes oftest at der er dissonerende sammenstød med andre stemmer. Det kan lettest løses ved at lade stemmen med problemer synge den svære frase sammen med en konsonerende stemme, og derpå evt. også med den dissonerende stemme. På den måde bliver stemmen indarbejdet grundigt.

Andre ting der kan skabe problemer er f.eks. ”underlige” akkordskift, eksempelvis ved afslutningen af en frase og begyndelsen af den næste. Når de enkelte fraser fungerer hver for sig kan overgangen eller akkordskiftet øves isoleret.

Er der et sted eller en akkord midt i en frase der driller kan man lave ”stop-prøve”. Man laver ganske enkelt en midlertidig fermat på det sted hvor problemet er, for eksempel ”Syng forfra, hold tonen i 5. takt, 3. slag!”. Man spiller så akkorden på det pågældende sted, evt. med de enkelte stemmer pindet ud. Stop-prøve-fermater kan selvfølgelig laves med hele koret såvel som med enkelte stemmegrupper og kombinationer af disse.

Kort sagt gælder det om at identificere og isolere problemerne og derpå løse dem!

Generelt kan man om brugen af klaveret i indstuderingsarbejdet sige at det vigtigste ikke er at spille alle stemmer hele tiden, men at kunne give et ”harmonisk billede” af satsen. Kniber det, kan man nå meget langt med at spille melodi + bas, evt. med lidt akkord-fyld.

I løbet af anden fase bør man bruge klaveret mindre og mindre. Stemmepar og alle stemmer kan godt øves enkelte gange med klaveret, men jo hurtigere man kan gå over til at dirigere des bedre. Klaveret er en klang-støttepude som egentlig ikke er befordrende for selve korklangen1.

Koret behøver ikke at kunne satsen fuldstændigt før man ”forlader” klaveret. Kræv at sangerne hele tiden gør deres bedste, og vær opmærksom og parat til at støtte og hjælpe ved problemer, og forsøg så at ”dirigere dig ud af det”.

Når stemmerne øves sammen to eller flere er det vigtigt stadig at lytte efter om koret overholder de instrukser man gav i første fase. Der skal stadig ”holdes øre” m. toner, rytmer, konsonanter, vejrtrækninger, fraselængde og alt det der.


1Har man et akustisk instrument til rådighed er det dejligt, men det hænder tit at instrumentet kan være lidt (eller meget) falskt. Har man et nystemt, godt instrument er klaveret jo stadig veltempereret. I kor arbejder man, såvidt muligt, i ren stemning.