Når man nu grundigt har arbejdet sig igennem musikken, og man kender satsen forfra og bagfra, skal man lære den fra sig igen.
Indstuderingen med koret kan grov-inddeles i 3 faser, der overlapper hinanden. De er altså ikke klart adskilte.
Første fase
er den egentlige tekst- og nodelære, hvor man sikrer sig at koret får lært de enkelte stemmer.
Begynd gerne med et kort oplæg om komponist og forfatter. Det er med til at sætte musikken i en ramme for koret og give et indtryk af hvad vi skal til at arbejde med.
Oplægget skal ikke være en stor gennemgang af Liv & Værk, men en kort opridsning af nogle centrale sider ved komponisten og evt. tekstforfatteren. Prøv at lægge en vinkel så relevant som muligt i forhold til det stykke der skal arbejdes med.
For komponistens vedkommende kan det være oplysninger om centrale temaer i dennes produktion, særlige begivenheder der kan have inspireret til dette værk og selvfølgelig lidt generelle oplysninger om komponistens samtid, evt. hvordan komponisten passer ind eller afviger fra denne.
For forfatterens vedkommende er det ligeledes oplysninger om vedkommendes stil, produktion og samtid.
Desuden kan korlederen allerede her begynde at ”smitte” koret med noget af sin egen begejstring! Det er helt naturligt i samme omgang at fortælle lidt om hvad der foregår i teksten, evt. ledsaget af en oversættelse. Oplægget kan meget passende foregå mens noderne deles ud blandt koristerne, hvis korsangerne ellers er ”opdraget” til at modtage både information og noder på samme tid. Man kan selvfølgelig ligeså vel lade koret få noderne, og så komme med det korte oplæg bagefter.
Er teksten på et fremmed sprog er det en god idé at starte med at gennemgå udtalen før man overhovedet sætter toner på. Man kan eksempelvis læse en linje op (evt. på rytme), som koret gentager mens man omhyggeligt lytter efter om de udtaler det rigtigt. Når man er tilfreds går man videre til 2. linje osv.
Vær opmærksom på at der også i satser med dansk tekst kan være spørgsmål om udtalen! Ønsker man eksempelvis en mere ”rigsdansk” udtale, eller en udtale der ligger nærmere daglig tale? Især med gamle tekster er det nødvendigt for dirigenten at have et bud på udtalen af ordene. Skal vi eksempelvis synge ‘la’es’ eller ‘laudes’ i 3. vers af ‘Et barn er født i Betlehem’?
Mht. udtalen af det danske sprog i sang-sammenhæng så er det fortrinsvis vokalerne der kan have forskellig farve. Et eksempel er ordet ‘så’, der enten kan have en mørk ‘å-lyd’ som i ”Så begynder vi” eller en lys, ren ‘å-lyd’ som i ”at så” eller ”at spå”.
Når alle har fået deres node og dirigenten har fortalt om musikken og tekst mv. er det en god idé at spille korsatsen igennem på klaveret. Det giver koret mulighed for at orientere sig i noden og få et klangligt billede af musikken. Spil det så musikalsk du overhovedet kan! Det er vigtigere at spille musikalsk end ”rigtigt”, så pyt med at ikke alle stemmerne er med hele tiden. Koret opfanger mere eller mindre ubevidst en meget stor del af dirigents musikalske udtryk gennem klaverspillet, så jo mere musikalsk fremførelse des lettere bliver arbejdet.
Nu kan den egentlige stemme-indstudering begynde. Hvordan det bedst gribes an afhænger meget af korets niveau: et amatørkor uden (eller med kun få) nodekyndige sangere skal typisk have hver stemme gennemgået for sig, i overskuelige perioder, mens et (semi-)professionelt kor kan synge fra bladet i stor stil og kun bruger klaveret som støtte. DR Vokalensemblet bruger kun klaveret i yderste nødstilfælde!! Her har sangerne hver deres stemmegaffel, og så kører de den typisk hjem med hørelæren og bladsangs-evnerne for resten. Man må altså vurdere hvad man har foran sig og vælge metode derefter.
I et amatørkor gennemgås stemmerne enkeltvis. Når man er gennem to stemmer kan disse sættes sammen, eks. S+A. Ulempen ved denne omhyggelige men ofte nødvendige gennemgang af hver stemme er, at sidste stemmegruppe meget nemt kommer til at kede sig. Korlederen må altså bestræbe sig på at der hele tiden er fremgang i forløbet og passe på ikke at fortabe sig i detaljer. Er der noget der driller for meget, så sig ”Ok, det vender vi tilbage til lidt senere…”
I et lidt bedre kor kan man evt. starte med at indstudere i stemmepar, typisk S+A, derpå T+B, og derpå alle 4 stemmer sammen. Nogle gange kan der være passager hvor eks. S og T har et fælles/parallelt forløb. Her er det en rigtig god idé at lade de stemmepar synge sammen uden de andre.
Nodelæren drejer sig med andre ord først og fremmest om at koret får lært de enkelte stemmer. Husk alle ”tekniske detaljer” (toner, rytmer, konsonanter, vejrtrækninger, fraselængde, mv.) men gem det mere følelsesladede/dramatiske indhold til senere.